Næste udsendelse:

TV i dag

  • 05:00Vild Med Dyr (G)I Ree Park bruger de naturens egen laborant, når de skal have taget blodprøver af dyrene. Det foregår nemlig uden unødig stress og bedøvelse - også selv om det er en frygtet tæge der klarer jobbet.

Akademiuddannelse på Bornholm aflyst

Copenhagen Business Academy aflyser en uddannelse i international handel og markedsføring på Bornholm.
Forårsmodulet under akademiuddannelsen i International handel og Markedsføring på Bornholm er blevet aflyst. Copenhagen Business Academy meddeler, at aflysningen skyldes for få tilmeldinger til studiet.

Der var helt frem imod sidste tilmeldingsfrist kun én tilmeldt, og der skulle være mindst fem studerende, for at den ugentlige aftenundervisning på Uddannelsescenter Snorrebakken i Rønne fysisk kunne blive til noget.

Copenhagen Business Academy i København har stået som udbyder af modulerne i denne akademiuddannelse. Og tilbuddet om undervisning hver onsdag eftermiddag/aften på Bornholm er kommet i stand i nært samarbejde med Uddannelse og Erhvervsudvikling under Job- og Erhvervscenteret på Landemærket i Rønne, hvor man ærgrer sig over aflysningen af det første modul.

Akademiuddannelsen er opbygget i selvstændige moduler, som de studerende kan vælge sig ind på. Hvert modul giver et antal af de såkaldte ECTS-point (det EU-baserede pointsystem for videregående uddannelser). Og det første modul i International handel og Markedsføring, Afsætningsstrategi, har åbenbart ikke slået an på Bornholm. Hverken hos potentielle studerende eller via de bornholmske virksomheder.
Alternativet er nu, at den tilmeldte studerende og evt. øvrige interesserede i det pågældende modul kan og studere via såkaldt e-learning, dvs. via internet. Interesserede kan se mere på hjemmesiden www.cphbusiness.dk.

Hos Copenhagen Business Academy er det intentionen, at de øvrige moduler i international handel og markedsføring udbydes senere på året og – forhåbentlig – gennemføres over en treårig periode.

Også Københavns Erhvervsakademi, KEA, udbyder i år moduler fra videregående uddannelser på Bornholm, nemlig i ’Innovation, Produkt og Produktion’. Det første modul her er ’Projektledelse’, der starter 19. april med tilmeldingsfrist 3. april. KEA-modulerne gennemføres med syv tilmeldte, og dags dato er der fire tilmeldte. Se mere på www.kea.dk/bornholm.

Det koster typisk 4-6.000,- kr. at deltage i hvert studiemodul, der afsluttes med en eksamen.

Aktuelle programmer på Play