Næste udsendelse:

TV i dag

Røde Kors: Ny platform skal bekæmpe ensomhed

Her til aften besøgte generalsekretær Anders Ladekarl de frivillige i Røde Kors på Bornholm. Med sig havde han et nyt værktøj til bekæmpelse af ensomhed.
Det er livsfarligt at være ensom.

- Vi ved, at det at være ensom svarer til at ryge 10 smøger om dagen. Svært ensomme mennesker dør 10 år tidligere end alle vi andre, siger Anders Ladekarl, der er generalsekretær i Røde Kors i Danmark.

Derfor er Røde Kors også med i et nyt digitalt tilbud til ensomme danskere, der hedder Bublberg. Det er en hjemmeside, hvor danskerne kan skabe nye relationer. Til forskel fra andre digitale tilbud, så er målet her, at brugerne skal mødes i virkeligheden og skabe nye fællesskaber.

- Der er rigtig mange, som søger en at spille fodbold med, søger en at gå en tur med. Og så er der nogle, som har en diagnose, som de gerne vil drøfte med andre i et anonymt rum. Det er rigtig mange forskellige mennesker, siger Anders Ladekarl.

En hurtig søgning viser da også, at der allerede er bornholmere, der bruger det gratis tilbud.

- Der er rigtig mange på Bornholm. Der er rigtig mange tilflyttere. Lige nu snakker de sammen på nettet. Det vi gerne vil i Røde Kors, det er at kunne hjælpe dem med også at kunne snakke sammen i virkeligheden, siger Anders Ladekarl.

Ifølge Røde Kors så er der 350.000 danskere, der føler sig ensomme. Boblberg.dk har indtil videre 165.000 brugere.

Aktuelle programmer på Play