Familien Colli fra Nexø er blevet genhuset i en skurvogn, mens deres hjem bliver renset for skimmelsvamp og vandskade. Udsigten er, at de skal bo der frem til maj.
- Vi overlever ikke det her som familie.
Sådan lyder det fra Jeanette Colli. Sammen med sine to børn på 13 og 15 år, sin mand og deres hund bor hun lige nu i en skurvogn, mens deres lejlighed bliver renoveret for vandskade og skimmelsvamp.
Udsigten er, at de skal bo der frem til maj.
- Det gør ondt i maven. Rigtig ondt i maven, fordi det er ikke optimalt. Havde det bare været mig og min mand, kunne vi godt bo her. Men det kan vi ikke med to børn, siger hun.
Børnene har hver deres meget lille værelse, mens forældrene må sove i køkkenet, der også udgør stuen.
- Man kan ikke bare gå ind og lukke døren, fordi her er så lydt. Så det er en kæmpe udfordring for os alle sammen.
Det er Bornholms Boligforening, der lejer lejligheden ud til familien, og ifølge Lejernes Landsforening, så er der ikke nogle overordnede krav for, hvilken type bolig, udlejer skal stille til rådighed. Det skal dog være rimeligt i forhold til størrelsen på familien og genhusningens varighed. Netop dét aspekt er familien uforstående overfor.
- Det her er ikke fair. De har genhuset os, ja. Men det er ikke optimalt det her. Vi føler os virkelig snydt. siger Jeanette Colli.
Tvivl om indflytningsdato
Ole Schou Mortensen, direktør i Bornholms Boligforening, oplyser til TV 2/Bornholm, at der er sket en misforståelse mellem de to parter. Jeanette Colli og hendes familie kan flytte ind i lejligheden igen om to til tre uger.
Det er Boskov Skadeservice Aps, der står for at reparere vandskaden, og det er også dem, der har stillet genhusningsvognen til rådighed. Her oplyser man, at hvis fugten er fjernet ved tilsyn i morgen, så vil man rigtigt nok kunne påbegynde gulvlægningen, og det vil tage omkring to-tre uger.
- Men det forudsætter, at man kan finde nogle tømrere, der kan varetage opgaven med så kort frist, og det kan være svært, fortæller Ole Boskov.
Han understreger dog, at det også er helt utænkeligt, at skadesopretningen først skulle være færdig til maj.
Jeanette Colli er begejstret for nyheden om, at hende og familien måske kan flytte ind langt tidligere end maj måned.
- Men jeg tør ikke at glæde mig, før vi er flyttet helt ind igen, siger hun.
Hun fastholder, at hun var blevet oplyst af nogle af de tømrere, der er tilknyttet renoveringen, at hun først vil kunne flytte ind til maj.
- Det hele er jo noget rod, og man tænker jo, om der ikke er nogen, der snakker sammen. Selvom det her er positivt nyt, tvivler jeg fortsat, siger hun.