Ny akademiuddannelse på Bornholm

Bornholm får ny videregående uddannelse på aftenhold, så nu kan du blive uddannet i international handel og markedsføring.
Fra februar 2017 kan ansatte i bornholmske virksomheder og andre uddanne sig i international handel og markedsføring på Uddannelsescenter Snorrebakken.

Den nye akademiuddannelse på Bornholm gennemføres som aftenhold i et frugtbart samarbejde mellem CPH business, Business Center Bornholm og regionskommunen, oplyser sidstnævnte i en pressemeddelelse.

Business Center Bornholm har undersøgt de bornholmske virksomheders behov, og der har vist sig et behov for nye og stærkere kompetencer inden for bl.a. afsætning og markedsføring.

Specialkonsulent Bo Rosendal i BRK’s afdeling for uddannelse og erhvervsudvikling på Landemærket i Rønne var ikke sen til at tage handsken op:

– Vi skal hjælpe det bornholmske erhvervsliv med udvikling og vækst til gavn for hele øen. Så derfor tog vi kontakt til de ansvarlige for akademiuddannelserne på Cphbusiness.

- Vi drøftede udfordringerne og mulighederne og fik hurtigt et frugtbart samarbejde op at stå. Og det resulterer nu bl.a. i, at vi får en akademiuddannelse til Bornholm, nemlig uddannelsen i international handel og markedsføring, forklarer en tilfreds specialkonsulent.

Cphbusiness udbyder i dag på Bornholm allerede erhvervsakademiuddannelserne til serviceøkonom og finansøkonom.

– Uddannelsen er tilrettelagt, så deltagerne i videst muligt omfang kan passe deres arbejde om dagen. Undervisningen i international handel og markedsføring begynder til februar 2017, og den er skruet sådan sammen, at man har én dag om ugen på skolebænken fra kl. 17 til 20 på Uddannelsescenter Snorrebakken i Rønne, fortæller Bo Rosendal.

– Uddannelsen er så fleksibel, at du kan tage lige præcis de moduler, der passer til dig og din virksomhed. Hele akademiuddannelsen i international handel og markedsføring tager tre år. Og det er sådan, at man hen ad vejen afslutter hvert modul med en eksamen, fastslår han.

Hør mere fra erhvervschef fra BCB, Fredrik Romberg i videoklippet.