Fugleinfluenza: Fjerkræavlere ønsker lempelser

Formanden for Bornholms Racefjerkræ ønsker, at Fødevarestyrelsen nu lemper på de restriktioner, som avlerne har været underlagt på grund af fugleinfluenzaen.
De bornholmske fjerkræavlere skal fortsat holde deres dyr indendørs. Forholdsreglerne opretholdes, selvom der ikke er fundet fugleinfluenza på øen siden 23. november 2016.

- Vi er underlagt de samme restriktioner, som vi har været hele tiden, siger Lars Svendsen, formand, Bornholms Racefjerkræ.

Fødevarestyrelsen har i alt testet 11 bornholmske fugle for fugleinfluenza. Senest tog styrelsen prøver på tre gråænder den 2. februar - ingen af dem viste spor af sygdommen. En måge, som blev indsendt i november måned, er foreløbig den eneste fugl, som er testet positiv for fugleinfluenza på Bornholm.

Formanden for Bornholms Racefjerkræ mener derfor, at Fødevarestyrelsen burde lempe på forholdsreglerne.

- Vi har været forskånet for sygdommen i besætningerne på Bornholm. Min holdning er derfor, at når der ikke har været yderligere på Bornholm, så kunne man godt lempe på det, siger Lars Svendsen.

Ifølge Lars Svendsen trives fuglene mindre godt, når de skal holdes under tag hele året.

Det har i dag ikke været muligt at få en kommentar fra Fødevarestyrelsen.