Bornholmske huspriser måske på vej op

Det bornholmske boligmarked er i opdrift, ifølge Boligsiden. De mange hussalg på øen presser formentlig huspriserne op. Det siger Martin W. Kok-Hansen, indehaver af Danbolig Bornholm.
Der går rigtig godt for ejendomsmæglerne her på øen. De har solgt 30 procent flere huse i årets første kvartal, sammenlignet med sidste år.

Der er, ifølge Boligsiden, lige nu 348 villa/rækkehuse til salg på Bornholm.

Hvis vi ser på data fra Boligsidens markedsindeks, har der ikke på noget tidspunkt siden starten af 2010 (hvor vi begyndte at måle udbuddet) været så få i udbud.

Det laveste udbud var i februar 2017, hvor der 352 villa/rækkehuse til salg, og det er vi altså under lige nu.

Alt det understøtter samme pointe: At der er godt gang i det bornholmske marked, lyder det fra Boligsiden. Der bliver solgt mange boliger, og derfor bliver udbuddet lavere, og priserne stiger.

Ifølge Boligsidens seneste markedsindeks, der opgør boligpriser i marts 2017, er den gennemsnitlige kvadratmeterpris på villa/rækkehuse 6.625 kr.

Tager vi tallet for marts 2016, var prisen 5.776 kr. Det er en stigning på 15 %.

Og det får formentlig betydning for priserne, siger en af øens ejendomsmæglere.

- Vi har en udvikling i priserne. Hvor meget de vil stige, er svært at sige. Men jeg tror nok, at vi får en stigning på i hvert fald 5-6 procent i år, siger siger Martin W. Kok-Hansen, indehaver af Danbolig Bornholm.

Det er ifølge Martin W. Kok-Hansen både folk ovre fra og bornholmere, der står for de mange huskøb.