Bornholmsk produkt nomineret til pris

Under Sol over Gudhjem foregår der mere end blot en kokkekonkurrence. Her skal vinderen af produktprisen 2017 også offentliggøres - og et bornholmsk produkt er nomineret.
Den lille tyggegummifabrik i Svaneke, Gum by Hviid er blevet nomineret til Produktprisen 2017 i kategorien konfekture. Virksomheden er nomineret for dens tyggegummi med myntesmag.

Gum by Hviid laver tyggegummi af 100 % naturprodukter. Gummibasen kommer fra Sapodilla-træet i Mexico, og de andre ingredienser er økologiske - men produktet har endnu ikke ramt markedet.

- Det er helt fantastisk, og vi er ikke engang på markedet endnu. Vi er oppe mod nogle dygtige konkurrenter, men vi kommer med et helt nyt produkt, fortæller Sussi Hviid fra tyggegummifabrikken.

I kategorien konfekture er Gum by Hviid oppe mod is fra Jacob & Jakob og økologisk granola fra Foodpower.