Forvirring: Nu trækker Raket-Madsen sig

Både Copenhagen Suborbitals og Raket-Madsen havde valgt samme dag til opsending i Nexø. Først valgte CS at rykke datoen, men nu gør Peter Madsen det samme.
Peter Madsen fra Raket-Madsen har sent i går aftes meldt ud, at han trækker sig fra opsendingsdatoen. Copenhagen Suborbitals meldte ud i mandags, at de ville rykke deres dato, men den udmelding fik Raket-Madsen til at genoverveje sin beslutning. Det skriver Peter Madsen i et blogindlæg på Ingeniørens hjemmeside.

"Så jeg vælger, efter at have overvejet det grundigt, at vi først opsender når CS har opsendt. Dermed respekterer vi både argumentet om "Først til mølle" og argumentet om "stil dig bagest i køen" og det må så være hævet over enhver tvivl at jeg ikke chikanerer CS i denne sammenhæng." skriver Peter Madsen.

Copenhagen Suborbitals søgte først om tilladelse til opsending, men begge parter fik godkendelsen samme dag. Gennem en længere dialog om, hvem der skulle have ret til dagen, valgte Copenhagen Suborbitals at trække sig. Det fik flere til at kritisere Raket-Madsen, som nu trækker sig for at hæve sig over enhver tvivl vedrørende, om han chikanerer Copenhagen Suborbitals. Det skriver han, i sit blogindlæg.

Datoerne, som begge havde fået godkendelse til, er 26.-27. august og 2.-3. september.