Peter Juel: Vil prøve alle muligheder

Peter Juel Jensen, formand for Folketingets Landdistriktsudvalg, siger, at Venstre stadig vil arbejde for udflytning af statslige arbejdspladser trods dom.
Peter Juel Jensen, medlem af Folketinget for Venstre og derigennem formand for Landdistriktsudvalget fortæller, at regeringspartiet stadig vil arbejde for udflytning af flere statslige arbejdspladser. Det til trods for en dom der faldt ved Retten i Randers tidligere på ugen.

En regnskabsmedarbejder i Statens Administration fik her rettens ord for, at det var i strid med hendes ansættelsesvilkår, at hun efter en ændring skal køre 183 kilometer for at passe sit arbejde. Hendes arbejdsplads blev flyttet fra Viborg til Hjørring som en del af udflytningen af statslige arbejdspladser.

- Det er noget jeg som formand for Landdistriktsudvalget vil grave mig ned i og blive klogere på, siger Peter Juel Jensen, der endnu ikke har nået at nærlæse præmisserne for dommen.

Lørdag var han på vej hjem fra Venstres sommergruppemøde i Ålborg, hvor spørgsmålet om udflytningen af statslige arbejdspladser også var oppe at vende:

- Der var stor enighed om i Venstres gruppe, at selvfølgelig skal man respektere en afgørelse fra domstolen. Men vi vil simpelthen prøve at finde alle mulige måder udenom, således at vi kan fortsætte det meget ambitiøse udflytningstempo, vi har i øjeblikket.