Drama på golfbanen

Bornholm i tæt kamp med Køge og Rungsted, om at vinde 2. division i golf. Søndag mødes Køge og Team Golf Bornholm på Dueodde Golfbane i sidste runde.
Brian Mogensen, Jacob Christiansen og holdkammeraterne fra det bornholmske elitehold i golf, kan i morgen - hvis alt går vel - vinde 2. division i golf.

Køge fører 2. division inden sidste runde i morgen. Køge har 7 point - mens Bornholm og Rungsted begge har 5 point og Sorø på sidstepladsen har 3 point.

Hvis Bornbolm søndag besejrer Køge - og Rungsted samtidig besejrer Sorø, ja så slutter Køge, Bornholm og Rungsted alle på 7 point.

Så er det de indbyrdes kampe mellem de tre hold, som tæller.
Her har Køge lige nu 4 point, mens Bornholm og Rungsted begge har 3 point. Da Rungsted i morgen møder Sorø, ja så kan nordsjællænderne ikke opnå flere point indbyrdes mellem de tre førende hold.

Men det kan bornholmerne. Med en sejr over Køge, ja så kommer Bornholm op på 5 point indbyrdes mellem de tre hold - og overhaler altså Køges 4 indbyrdes point. Det vil betyde, at Bornholm vinder 2. division - og dermed er klar til finale om oprykning til 1. division.

Hvis altså Rungsted samtidig vinder over Sorø!