Arrangøren bag Naturens Dag blev overrasket

Danmark Naturfredningsforeningen Bornholm stod for fejringen af Naturens Dag, hvor interesserede kunne få en gratis guidet tur, og det tilbud tog flere imod end forventet.
Interesserede kunne møde op til Naturens Dag ved P-pladsen ved Sandlinen, hvor deltagerne kunne få en guidet tur, og det var der flere der gjorde, end arrangøren havde forventet.

- Det kom helt bag på os, at der er faktisk er kommet over 200 mennesker, siger Jørgen Butzbach, bestyrelsesmedlem af Danmarks Naturfredningsforening Bornholm, der står bag arrangementet.

Deltagerne blev guidet rundt af skovfoged fra Naturstyrelsen, som fortalte om området. En af deltagerne, som var kommet, var Margit Vesth, som går mange ture med sin mand til dagligt og var positivt overrasket over denne tur, som blandt andet førte deltagerne op på klipperne med udsigt over området.

- Naturen er fantastisk. Den er simpelthen fantastisk, smuk og særligt sådan en dag som i dag, hvor man kan kigge helt til Christiansø, siger Margit Vesth.

Jørgen Butbach var glad for den store interesse, der var for Naturens Dag.

- Talrige undersøgelser viser, jo mere folk kender til naturen, jo mere vil de også komme til at holde af den, og dermed også være motiveret til at passe på den, siger Jørgen Butzbach.

Udover at Naturens Dag blev fejret, så fejrede Danmarks Naturfond også sin 50 års fødselsdag med kage og kaffe efter turen.