Ny formand for lægerne på Bornholm

Læge Kathri B. Marcussen er efter seks år som formand for de bornholmske læger blevet afløst af overlæge Johnnie Gantov.
På den årlige generalforsamling i Bornholms Lægeforening i lørdags stoppede praktiserende læge Kathri B. Marcussen som formand efter 6 år på posten som formand for de bornholmske læger.

Generalforsamlingen valgte ortopædkirurgisk overlæge Johnnie Gantov som ny formand.

Bornholms Lægeforening er for alle øens læger; yngre læger, overlæger, praktiserende læger, praktiserende speciallæger og pensionerede læger.

Johnnie Gantov har tidligere været ansat i Viborg og på Sydvestjysk Sygehus.

60-årige Johnnie Gantov er speciallæge i ortopædkirurgi og håndkirurgi, og på Sygehus Viborg fungerede han som uddannelsesansvarlig overlæge på ortopædkirurgisk afdeling og som næstformand i overlægerådet.

Johnnie Gantov er uddannet i USA. Han har tidligere været ansat på Rigshospitalet, Universitets Hospitalet i Umeå, Sverige, og Universitetshospitalet i Louisville, Kentucky, inden han kom til Sygehus Viborg i 1999.