Oversigt: Porcelæn skabte bombefrygt

Det, der til sidst viste sig at være en harmløs porcelænskrukke, fik onsdag det bornholmske beredskab op på tæerne.
Onsdag blev en travl formiddag for beredskabet og mange andre på Bornholm. En mistænkelig genstand på parkeringspladsen foran lufthavnen skabte røre fra morgenstunden. Her er en oversigt:

- Flere passagerer, der skal med flyet til København klokken 7:15, bemærker "en mistænkelig genstand" på en affaldsspand i lufthavnen parkeringsområde. De kontakter DATs personale i lufthavnsbygningen, der kontakter politiet.

- Bornholms Politi sender mandskab til lufthavnen, og der bliver ikke taget nogen chancer. Fra klokken cirka 7:30 er adgangen til lufthavnens område spærret af. Der befinder sig allerede folk i lufthavnsbygningen, der skal med flyet klokken 8:30. Og klokken 8:05 lander et fly med passagerer fra København. Passagererne fra København bliver lukket ud af lufthavnsområdet via den gamle terminal. De passagerer, der er nået ind i terminalbygningen, inden den blev lukket af, bliver ført ud til ruteflyveren til København, som letter til tiden. Passagerer, der skulle have været med flyet mod København 8:30, vil komme med et større fly, der sendes over i det øjeblik lufthavnen åbner igen. Næste planlagte afgang fra Bornholm er 11:20.

- På et tidspunkt melder politiet ud, at de tilstedeværende i lufthavnens terminalbygning skal evakueres. Alle passagerer bliver rigtigt nok fjernet, men de ansatte i lufthavnen bliver ikke fjernet fra bygningen. Men ansatte med kontorer mod lufthavnens parkeringsplads bliver bedt om at forlade de lokaler, de arbejder i.

- Klokken cirka 9:45 lander en helikopter med bomberyddere fra Skive. De går hurtigt i gang med arbejdet, og få minutter efter klokken 10 afgiver de et skud mod den mistænkelige genstand. Det viser sig, at den er harmløs.

- Få minutter senere meddeler Bornholms Politi, at der er tale om en ganske uskadelig musselmalet porcelænskrukke.

Lufthavnen blev genåbnet for trafik, hvorefter lufthavnen åbnede igen klokken 10:30.

Flyet med planlagt afgang mod København klokken 11:20 kom afsted til tiden med sine passagerer.

Det knuste musselmalet porcelæn skal nu efterforskes, fortæller politikommissær Niels Gert Dehlendorff. Hør mere i videoen, hvor politikommissæren fortæller, hvorledes porcelænet endte i tusind stykker.