Dagens PostNord Danmark Rundt-etape aflyst

2.etape af PostNord Danmark Rundt blev i dag aflyst med lidt under 100 kilometer til mål i Odense. Det dårlige vejr var skyld i aflysningen.
Rytterne på årets PostNord Danmark Rundt skulle i dag køre en 183 kilometer lang etape fra Svendborg til Odense. Så langt kom rytterne aldrig. Løbsdirektør Jesper Worre måtte med knapt 100 kilometer igen se sig nødsaget til at aflyse dagens etape efter den i første omgang blev neutraliseret. Det er uvejret, der huserer over landet - og senere kommer til Bornholm - der har stoppet det store cykelløb.

På tidspunktet for aflysningen var et udbrud med fire ryttere på togt med 2 minutter og 30 sekunder ned til hovedfeltet.

Ingen BHS-Almeborg ryttere gjorde sig bemærket på dagens etape.

Aflysningen af dagens etape kommer kun en dag efter, at PostNord Danmark Rundt-feltet blev neutraliseret på 1.etape på grund af at to udbrydere kørte forkert.