Anne Bruun Jessen er ny køkkenchef på Nordlandet

Restaurant Nordlandet har fået ny køkkenchef. Valget er faldet på Anne Bruun Jessen, der er velbevandret i den bornholmske gourmet-tradition.
30. september havde Casper Sundin sidste arbejdsdag som køkkenchef på Restaurant Nordlandet. Nu er en ny køkkenchef på plads i Allinge, nemlig Anne Bruun Jessen, der tidligere har arbejdet på Saisons Sommerkøkken på Melsted Badehotel og på Stammershalle. Hun har også tidligere været på kokkelandsholdet og arbejdet på både Søllerød Kro og Geranium.

Restaurantchef Jonas Lemvig Pedersen ser frem til samarbejdet med Anne Bruun Jessen.

- Anne kender Bornholm og madtraditionen her. Og så ville hun også gerne tilbage til Bornholm. Vi glæder os meget til at arbejde sammen med hende, siger han.

Jonas Lemvig Pedersen fortæller, at Restaurant Nordlandet vil holde på den samme stil og madkoncept som hidtil:

- Anne fortsætter den stil som Casper Sundin lagde med fokus på de bornholmske råvarer. Det bliver selvfølgelig med et lidt andet udtryk, men grundtanken om at bruge det lokale køkken er den samme, fortæller han.