Nødstedt stork får hjælp

I det seneste stykke tid har en halvtam stork holdt til på Bornholm uden at trække videre sydpå. Nu bliver storken så hentet "hjem".
En halvtam stork har igennem de seneste uger taget ophold på Bornholm. Storken skulle egentlig være trukket videre sydpå, men er tilsyneladende ikke selv særligt opsat på den plan.

Storken er faktisk en del af et storkeprojekt i Skåne, som har til formål at opdrætte og udsætte storke.

Den pågældende stork har ikke kunnet finde ud af at trække videre, og nu kommer repræsentanter fra storkeprojektet til Bornholm, for at tage storken med tilbage til Skåne, hvor den vil få yderligere et år i buret, inden den vil blive forsøgt udsat igen.

Billedet i artiklen her er af den pågældende stork, og er taget af Kåre Kristiansen. Billedet er delt på Dansk Ornitologisk Forening Bornholms facebookside.