Bornholmsk Granit på heltekirkegård

Folketinget siger tillykke til Finland med 100-årsjubilæet med en mindesten. Stenen mindes de faldne danskere i den finske vinterkrig.
I dag er det 100 år siden, at det finske parlament udråbte Finland til en uafhængig og suveræn nationalstat.

Det fejres i den helt store stil i Finland, og fordi Danmark og Finland står hinanden meget nær som nordiske naboer og venner, markerer Folketinget og det finske 100-årsjubilæum.

Det danske Folketing giver i anledningen af jubilæet Finland en mindesten. Folketingets mindesten er hugget af bornholmsk granit og måler halvanden meter i bredden og knap en meter i højden.

Stenen bliver afsløret ved en mindehøjtidelighed på heltekirkegården i Helsingfors, hvor stenen skal stå. Her er der monumenter for de døde frivillige fra de andre nordiske lande, men der har af forskellige grunde manglet et minde for de danskere, der faldt i vinterkrigen.

Stenen skal både hædre de danskere, der døde i finnernes ulige kamp mod Sovjetunionen, og bekræfte de tætte bånd mellem Finland og Danmark.

Omkring 1.000 danskere meldte sig frivilligt til danske Finlandskorps. Hovedstyrken nåede aldrig at komme i kamp, før Finland måtte kapitulere, men fire danske piloter, der gjorde tjeneste i det finske flyvevåben, blev skudt ned og døde.

En af dem var grev E.J. Frijs. Fra ham går der en lige linje til Folketinget. Hans oldefar var konseilspræsident, dvs. statsminister i Danmark fra 1865 til 1870.