Retssag om voldtægt mod ældre dame starter i dag

En 23-årig mand er sigtet for blufærdighedskrænkelse og voldtægt af en ældre kvinde i Rønne. Retssagen om hvad der foregik den 10. oktober 2017 starter i dag.
Den 23-årige mand skal i følge anklageskriftet have voldtaget og holdt en ældre dame fanget i tre timer i hendes hjem. Kort forinden havde han forulempet en anden kvinde i en butik i Snellemark Centret i Rønne. Her havde han grebet fat i kvinden, presset hende mod hans krop og efterfølgende forsøgt at følge efter hende hjem.

Den 23-årige mand nægter sig skyldig, men anklagemyndigheden kræver, at manden får tre et halvt års fængsel og derpå bliver udvist af Danmark for bestandigt. Til hvilket land, er pt. uvist.

Hidtil har sagen været behandlet for lukkede døre, men anklageskriftet beretter om en grov sag.

ANKLAGESKRIFTET
Han greb fat i kvinden og pressede hende mod sin krop, mens han spurgte, om han ikke måtte komme med hende hjem. Kvinden gjorde modstand, og da hun forlod butikken fulgte manden efter og forsøgte at følge efter hende hjem.

Ved 17.30-tiden mødte den 23-årige op hos en (anden og) ældre kvinde i Rønne, som han havde truffet få minutter forinden. Han trak hende ned på gulvet fra en stol og slog og sparkede hende i hovedet og på kroppen, holdt hendes arme fast og trak hende rundt. Han flåede også hendes tøj af.

Derefter forsøgte han flere gange at voldtage kvinden, før han trak hende op i en stol og gennemførte voldtægten.

Ifølge tiltalen gjorde kvinden voldsom modstand ved at sige 'stop' og hun slog, sparkede og skubbede voldtægtsmanden og rev ham i håret. Hun forsøgte også at ringe til politiet.

Den 23-årige opholdt sig i kvindens hjem i mere end tre timer, og derfor er han også tiltalt frihedsberøvelse af offeret.