Nye færgetider ødelæggende for øens eliteidræt

Når Molslinjen overtager overfarten, bliver den sidste lørdagsafgang fra Ystad klokken 16.30. Det er kritisk for de bedste fodboldhold, skriver tidende.dk
Da Bornholmerlinjens nye færgetider i går blev offentliggjort sendte det chokbølger igennem de bornholmske fodboldklubber NB Bornholm og Rønne fB, som begge spiller i Københavnerserien. Fra september vil det betyde, at den sidste afgang mod Bornholm fra Ystad er klokken 16.30.

- Det er et alvorligt problem. Der bliver bestemt nogle udfordringer, siger Henrik Boie fra Rønne FB's bestyrelse til TV 2/ Bornholm.

- Det bliver ekstremt presset at nå en 16.30-færge. Jeg kan slet ikke se, hvordan det skal kunne hænge sammen. Og selv hvis det kan hænge sammen, så bliver det i hvert fald ikke sportsligt fair.

Konsekvensen af, at den sidste lørdagsafgang bliver klokken 16.30 er, at Rønne fB og NB Bornholms seniorhold, og de tre ungdomshold fra Elite Bornholm ikke vil nå færgen efter deres kampe i Københavnsområdet.

- Det eneste alternativ er, at vores transportformer vil skulle ændre sig, og vi har slet ikke økonomi til at tage et fly. Det tror jeg ikke nogle af de bornholmske klubber har, siger Henrik Boie, som i værste tilfælde frygter, at hans klub må melde sig ud af københavnerserien.

Problemet med at nå færgen, kommer også til at gælde for de hold der skal rejse til Bornholm for at spille kamp.

Henrik Boie udtrykker dog, at han indtil videre vil slå koldt vand i blodet:

- Der er et halvt år til, at det træder i kraft, så vi håber på, at der er nogen der kommer med en løsning inden da, lyder det.

Kommunikationschef for Molslinjen, Jesper Maack, forklarer:

- Vi har lavet en fartplan, hvor afgangene er placeret der, hvor der er størst efterspørgsel. Planen har været til høring i Trafikkontaktrådet og hos Trafikministeriet, som begge har godkendt det. Når det så er sagt, så vil det fælles arbejde for den fjerde afgang jo løse dette. Så vil der komme fire afgange alle dage, lyder det.

Det er ikke kun øens bedste fodboldhold, som vil blive ramt af de nye færgetider, hvis der ikke kommer en løsning. I vinterhalvåret vil de hold der dyster ovre i indendørssportgrene have samme problem.

I videoen udtaler Morten Blem fra DBU Bornholm sig om situationen.