Gnavere laver vandskader

Oversvømmede haver og marker lokker mus og rotter indenfor. Antallet af vandskader forvoldt af akrobatiske gnavere stiger.
Det tog bare et kort øjeblik for en rotte at gnave hul i denne vandinstallation, og så stod hele køkkenet under vand.
Og denne uheldige husejer fra Vestermarie er langt fra alene.

- For fem år siden så vi en rotteskade en gang hvert eller hvert andet år, nu er det langt hyppigere, siger driftsleder Kenneth Larsen fra SSG Bornholm.

Bornholms andet skadeservicefirma stemmer i.

- Vi oplever omkring 25% flere rotteskader end for bare få år siden, siger Ole Ip Boskov, direktør for Boskov Skadeservice.

Også forsikringsselskaberne mærker det stigende antal skader fra gnavere.

- Vi har flere skader og dyrere skader efter rotter og mus, lyder det fra direktør i Bornholms Brand, Morten Holten.

Det er blandt andet de milde vintre og våde efterår, der giver flere rotter og mus indendøre, så problemet er ikke forbigående. Derfor arbejder Bornholms Brand på forskellige løsninger, der kan minimere skaderne.