Kommuner vil forbedre den offentlige sektor

Landets kommuner har lanceret ti forslag til, hvordan den offentlige sektor kan forbedres. Forslagene kommer forud for regeringens kommende sammenhængsreform.
Der skal ske noget med den offentlige sektor i Danmark. Det mener i hvert fald både Regeringen og de danske kommuner.

I dag har sidstnævnte så lanceret en liste med 10 punkter, hvor kommunerne ser muligheder for at forbedre den offentlige sektor. Forbedringerne skal skabe mere sammenhæng for borgere og virksomheder.

Det skriver Ritzau.

- Vi har prøvet at se vores butik igennem for at finde områder, hvor man med fordel kan sætte ind, siger KL-formand Martin Dam fra Venstre.

Forslagene er vidt forskellige og handler om alt lige fra enklere regler på beskæftigelsesområdet til en bedre tværgående sundhedsindsats mellem kommunerne, læger og sygehuse.

Det er i forbindelse med Kommunaløkonomisk forum i dag i Aalborg, at de ti forslag vil blive præsenteret. Men selvom regeringen allerede har bebudet en reform af området, så mener formanden for kommunerne ikke, at de kommunale forslag er overflødige.

- Jeg vil hellere sige, at vi spiller konstruktivt med. Dagsordenen med at prøve at skabe mere sammenhæng i det offentlige er sat. Men én ting er at sige det, noget andet at anvise, hvor man skal gøre det, siger Martin Damm til Ritzau.