Skuespiller skal få unge til at kvitte smøgerne

Det er syv år siden, at antallet af rygere i Danmark var på vej ned, og flere unge begynder at ryge - også på Bornholm. BRK har hyret en skuespiller til at lave foredrag om rygning for at stoppe tendensen.
Eleverne fra 7. klasse fra Kongeskærskolen og Hans Rømer Skolen griner, da Thomas Milton først indtager scenen i sidstnævnte skoles festsal.

Han er iført jakkesæt og solbriller og kommer gående på en nonchalant facon.

- Det er mega sejt, mega sejt at ryge!

Elevernes mundvige kommer dog hurtigt til at vende nedad, da Thomas Milton tager solbrillerne af og fortæller, hvad en cigaret egentlig indeholder.

- FØJ, lyder det fra salen, da han læser op af opskriften på en cigaret, som cirka 5.500 15-årige ryger dagligt. Det på trods af, at det har været ulovligt at sælge cigaretter til alle under 18 de seneste 10 år.

Tallet kommer fra en nylig undersøgelse lavet af Sundhedsstyrelsen, Lungeforeningen, Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen. Antallet af rygere i Danmark har stået stille i syv år, og de unge er begyndt at ryge mere. Bornholm er ingen undtagelse.

- Vi vil gerne starte tidligt med at forbygge. Mange unge starter allerede med at ryge i 5.-8. klasse, så nu har vi inviteret alle 7. klasserne på Bornholm til at se det her teaterforedrag, fortæller Gunilla Hessellund, der er konsulent i sundhedsfremme hos Bornholms Regionskommune.

Eleverne i salen græmmes tydeligt, da Thomas Milton fortsætter med at remse indholdet af cigaretter op.

- Der er nogle forskellige gasarter i en cigaret. For eksempel butan, kulilte og metan. Det kender man også som lightergas, biludstødning og kloakgas.

Flere af de lyttende unge kommer med små udbrud, mens andre ryster på hovedet.

Kort efter beder han eleverne række hånden op, hvis de har en ryger tæt ind på livet. Stort set alle elever rækker hånden op.

Thomas Milton runder af, og på vej ud får alle eleverne et gavekort med et gratis rygestopkursus, som de kan give væk til én, de mener kan få brug for det.

- Det skal min morfar have. Han har røget rigtig længe og har problemer med lungerne, fortæller Kaya Flygare, der går på Kongeskærskolen.