23-årig mand idømt fængsel og udvisning

En 23-årig fra Eritrea er idømt tre år og seks måneders fængsel for voldtægt, blufærdighedskrænkelse og frihedsberøvelse.
Her til middag er en 23-årig mand fra Eritrea blevet idømt tre år og seks måneders fængsel for voldtægt og frihedsberøvelse samt blufærdighedskrænkelse. Samtidig bliver manden udvist af Danmark for bestandigt.

Episoden, som manden altså nu er kendt skyldig i, fandt sted den 10. oktober 2017. Her skulle manden have krænket en kvinde i Snellemarkcenteret og kort efter være dukket op hos en anden kvinde på 73 år. I følge anklageskriftet holdt manden kvinden fanget i 3 timer og voldtog hende.

Anklageren havde nedlagt påstand om fængsel i 3 år og seks måneder og samtidig udvisning af Danmark. En påstand som retten altså valgte at følge.

Forsvareren havde ellers argumenteret for, at manden skulle frifindes for blufærdighedskrænkelse og ikke udvises af Danmark med det argument, at anklagede, i følge hans eget udsagn, var deserteret fra militærtjeneste og står til henretning, hvis han vender tilbage.

Da mange beviser i sagen peger på, at manden har været til stede hos kvinde nummer to, har forsvareren ikke argumenteret imod voldtægtssagen. Den anklagede påstod selv, at han var fuld og intet kunne huske.

Manden er samtidig dømt til at betale sagens omkostninger.

Den dømte har valgt ikke at anke dommen, men kalder den for hård. Anklager Benthe Pedersen Lund er omvendt tilfreds med dommen.