Workshops om Bright Green Island-projekter

16 udvalgte Bright Green Island-projekter skal sættes i gang. Derfor inviteres alle involverede og interesserede til workshops.
I løbet af efteråret var engagerede bornholmere, beslutningstagere og erhvervsfolk inviteret til at diskutere fremtiden for Bright Green Island - først på Bornholmerdøgnet og siden på et stormøde.

Det har resulteret i 16 projektgrupper, der skal arbejde videre med de mange ideer. Disse projektgrupper inviteres nu til temamøde i Gæstekantinen på Landemærket 26 i Rønne.

"De 16 projektgrupper kan på de forskellige temaworkshops få rum og sparring til at videreudvikle ideen, de arbejder med. Der bliver mulighed for at møde eller drøfte mulige samarbejdspartnere, få information og sparring i forhold til fonds- og finansieringsmuligheder, eller videreudvikle selve ideen samt hjælp til at formidle den – f.eks. til Bright Green Islands hjemme- og Facebookside," lyder det fra koordinator Lena Schenk i en pressemeddelelse fra Bright Green Island.

Er man ikke del af en projektgruppe, er man også velkommen til temamøderne. Du kan læse mere om projektgrupperne og se tidpunkter for de forskellige temamøder på Bright Green Islands hjemmeside.