Kæmpe kranie installeret på Hammerhus

Når det nye Hammershus Besøgscenter åbner den 22. marts bliver det første man ser, når man træder ind af døren, et kæmpe kranie.
Et kæmpe kranie er ankommet til Hammershus Besøgscenter. Her skal det pryde gulvet foran hovedindgangen.

Kraniet er en forstørret kopi af et kvindekranium fra en af de mange henrettede, som blev fundet ved udgravningen af galgebakken nær Hammershus.

Det er modelbygger Esben Horn fra virksomheden 10TONS, der laver zoologiske og biologiske modeller. Han har tidligere lavet de dinosaurer, der står på NaturBornholm.

Modellen af kraniet er lavet af glasfiber, der er et meget robust materiale, og når besøgscentret åbner, vil børn kunne kravle på kraniet.

Kraniet er en del af udstillingen hedder Den Forhadte Borg. Inden Hammershus blev et elsket turistmål, var borgen nemlig centrum for skiftende magthaveres herredømme over bornholmerne og dermed også for skatteinddrivelsen og et brutalt, middelalderligt retsvæsen.

Esben Horn fortæller, at de regner med at kraniet er på plads i gulvet i besøgscentret i morgen.

Videoen er filmet af Naturstyrelsen Bornholm.