Bornholm mangler akut mulighed for anbringelse

Bornholms Regionskommune har ikke mulighed for akut at anbringe en ung på øen, mens en sag bliver behandlet.
Har en ung bornholmer under 18 brug for akut anbringelse, er chancen for en tur over vandet stor.

Bornholm har nemlig ikke haft et akut anbringelsestilbud siden kommunens eget døgntilbud Phønix lukkede i 2011. Det er ofte en udfordring, når kommunen har brug for at anbringe unge i en kortere afklaringsperiode.

- Enten må vi prøve at akutanbringe dem ovre, ellers har vi fire værelser i Ungehuset, hvor vi kan have dem, men de er stadigvæk alene om natten. Og der kan man sige, at vi har hutlet os lidt igennem, siger Vibeke Juel Blem, der er chef for børne- og familieområdet i Bornholms Regionskommune.

Behovet for at anbringe unge bornholmere under 18 år er stigende. Det oplever Vibeke Juel Blem, der har arbejdet med området i fire år.

- Det er jo en politisk beslutning, at vi ikke har et akut døgntilbud. Det har der ikke været på Bornholm i seks - syv år. Men der sker nogle ting med de unge der gør, at behovet er mere tydeligt i dag, end det har været i nogle år, siger hun.

I januar i år var 42 unge under 18 år anbragt på et opholdssted eller en døgninstitution. 18 var anbragt på øen, mens 24 var anbragt ovre.

- Der er rigtigt mange unge, som har nogle rigtigt store udfordringer at slås med og som er i voldsom mistrivsel, siger Vibeke Juel Blem.