KB: 1 mio. kr. til ny strategi for Rønne by

Rønne by står midt i en forandringstid, men der mangler en overordnet udviklingsplan. Kommunalbestyrelsen bevilligede til aften 1 mio. kr. til en ny strategi.
Rønne er - på trods af sin begrænsede størrelse - en by med alle de funktioner, som forventes af en større provinsby. Byen står dog midt i en forandringstid og der savnes en overordnet strategi for byen med de pt. 14.500 indbyggere.

- Vi forsøger også at skaffe midler til denne strategi eksternt, så vi kan forbedre byen for dens borgere, men også for de mange ude på øen, som bruger byen til daglig, siger Winni Grosbøll(A).

- Som gammel borgmester for Rønne, så kan det kun glæde mig, at man tager fat på det her. Vi fik lavet gågaden, frigjort arealer på torvet, så lidt er der sket i de seneste 30 år, men tiden er inde til at der skal ske noget mere, sagde Thomas Thors(A).

- Jeg kunne godt have tænkt mig, at vi lavede en større pulje for byudvikling på hele øen. Her er byudviklingen i stedet borgerdrevet og derfor finder jeg det en kende mærkværdigt, at vi skal tage teten for dette projekt - og at det ikke er borgerne selv, som har bedt om det og som tager ejerskab til det, lød det fra Venstres Brian Kofoed.

- Jeg kunne egentlig godt være enig med Brian Kofoed, men vi har også andre punkter på dagsordnen i dag, hvor vi giver ikke små beløb til udvikling ude på øen, lød det fra Morten Riis(Ø). (Nexø Mole, Hasle havn, Hammerhavn, Gudhjem havn mv., red.)

Herefter rejste en række af kommunalbestyrelsesmedlemmer sig og nævnte projekter udenfor Rønne, som også har fået støtte til diverse byudviklingsprojekter.

- Jeg er enig - og jeg kan hilse og sige , at der er rigtig rigtig mange engagerede borgere i Rønne, som har en mening for udviklingen i Rønne, som Bornholms hovedby. Vi skal dog også huske alle de andre planer, som er i gang lige nu ude på øen og tænke det som en helhed. For en renovering af Hammerhavn smitter også af på Rønne og omvendt, lød det fra Leif Olsen(F).

- Jeg forstår slet ikke, at I kan sige, at borgerne ikke har været involveret, men vi har holdt borgermøder og Handelsstandsforeningen, de handlende på torvet og Grønne Rønne er netop årsagen til, at vi står her i dag. Nu sætter vi os bare for bordenden og skal forsøge at drive det videre lidt mere professionelt, kan man sige, fordi det er nødvendigt med de mange projekter, som er i gang, lød det sluttelig fra Erik Lund-Hansen(A).

Et enigt kommunalbestyrelsesråd stemte for 1. mio. kr. til en strategisk plan for Rønne by.

Dette sker bl.a. i Rønne i 2018:

· Campus Bornholm samles i et nybyggeri i udkanten af Rønne, og dvs. at der efterlades to store bygningskomplekser i Rønne midtby, det gamle VUC og det gamle gymnasium. Omkring 1000 unge mennesker rykker dermed deres daglige gang fra Rønne bymidte og samtidigt skal der laves trafikomlægninger, der kan lede ca. 2200 elever om dagen ind i området omkring Campus og Aavangsskolen

· Østre Skole, en stor folkeskole i midten af Rønne, efterlades tom i 2018

· Rønne Havn er under udvidelse, en udbygning til 600 mio. kr., der kræver store trafikomlægninger, samtidigt med at Bornholm forventer et stort trafikspring når færgeprisen halveres pr. 1.9.2018. Havneudvidelsen forventes desuden at øge antallet af krydstogtturister betragteligt til Rønne i sommerhalvåret fra 2019.

· I den anden del af havnen er der planer om at etablere et nyt rekreativt område med ambitionen om at kunne binde havn og by tættere sammen og åbne adgange til lystbådehavnen fra byen

· I to sæsoner har en gruppe interessenter eksperimenteret med indretningen af St. Torv, for at gøre det mere attraktivt og indbydende for torvets besøgende.

· Hertil kommer at museet flytter fra Rønne midtby til Rø, formentlig i 2019-2020 og i nærheden af museet i Sct. Mortensgade ligger det gamle elværk, som rummer perspektiver i forhold til at blive udviklet fx til kulturelle formål.