Spejdere går Bornholm rundt - igen

160 spejdere deltager i pinsen i spejdermarchen Bornholm Rundt. På tre dage skal der vandres over 100 kilometer.
Små og store spejdere vil traditionen tro bruge pinsen på at vandre Bornholm tynd. Spejdere fra både Bornholm og den øvrige del af Danmark vil fra 18. til 20. maj deltage i spejdermarchen Bornholm Rundt.

Marchen begynder fredag klokken 14.50 med velkomst og klokken 15.00 går spejderne fra Friluftsscenen på Galløkken, og slutter samme sted søndag om eftermiddagen, hvor de første er i mål cirka klokken 13.00.

Spejderne går i samlet trop igennem Rønne by med politieskorte og faner i spidsen frem til Sejersgård, hvor marchen gives fri! Spejdermarchen følger cykelstien Bornholm rundt. 1. etape er fra Rønne-Sandkås. 2. etape fra Sandkås-Snogebæk og 3. og sidste etape fra Snogebæk-Rønne, hvor turen går over Dueodde. Spejderne sover i telte henholdsvis på Sandkås Familiecamping og Balka Strand Familiecamping.

Spejderne kan vælge at gå delstrækninger eller hele turen som er på 105 km. Der vil under hele turen være en vandpost for hver 5 kilometer, og der er mulighed for at blive samlet op, hvis spejderen har overvurderet egne evne og er for træt til at fortsætte.

Omkring 120 spejdere er forhåndstilmeldt til at gå hele turen rundt på over 100 kilometer. Det anslås, at spejderne samlet vil gå omkring 14.000 kilometer. Det er lidt færre end sidste år, fordi en stor gruppe spejderne fra DDS Rødovre, som har gået med hvert år de sidste 10 år, har meldt fra her i 2018.

Spejdermarchen er et tværkorpsligt arrangement, der har eksisteret siden 1979. Ansvarlige er en fælleskorpslig arbejdsgruppe fra FDF, Det Danske Spejderkorps, KFUM-Spejderne, De Grønne Pigespejdere, De Gule Spejdere, Metodistspejderne og Danske Baptisters Spejderkorps, samt de to bornholmske Sct. Georgs Gilder.

Samarbejdet omkring spejdermarchen Bornholm Rundt er et eksempel på at spejderkorpsene på Bornholm samarbejder til glæde for de bornholmske spejdere. Dette samarbejde beundres mange andre steder i landet som helt unikt.