Hackerangreb skyld i få elever på efterskole

Der mangler elever på Bornholms Efterskole. Det skyldes blandt andet et hackerangreb. Det skriver Bornholms Tidende.
Der er mange tomme sengepladser på Bornholms Efterskole. I indeværende skoleår er kun 30 ud af 72 pladser fyldt. Det er blandt andet som følge af hackerangreb.

Det skriver Bornholms Tidende.

- Vi mistede elever på grund af nedbrud efter ret voldsomme hackerangreb på vores hjemmeside, så vores markedsføring ikke fungerede. Vi blev usynlige på internettet - og så får man ikke nogen elever, siger Jakob Lund til Bornholms Tidende.

Efter sommerferien i 2017 startede 28.800 elever på landets 246 efterskoler, hvilket var historisk rekord.