Kunstauktion til fordel for kræftramte børn

I Hasle holdt Team Rynkeby Bornholm i dag auktion over et halvt hundrede værker donoret af bornholmske kunstnere. Målet var at hjælpe kræftramte børn.
52 værker af bornholmske kunstnere var i dag under hammeren. Velgørenhedsauktionen var arrangeret af Team Rynkeby Bornholm som en del af Kunstrunden.

- Vi holder den her auktion for at være med til at støtte op om familier, der bliver ramt af kræft, siger Anne Sophie Gravesen, PR-ansvarlig for Team Rynkeby Bornholm.

Auktionen blev åbnet af 7-årige Natasja Pedersen. Hun lider af en sjælden bindevævsygdom, der som kræft behandles med kemoterapi. Natasja Pedersens mor, Joan Pedersen, glædede sig over, at både kunstnere og gæster bakkede op om arrangementet.

- Vi står i den værst tænkelige situation med Natasja som får kemoterapi. Så det er rart at se, at der er opbakning omkring det, siger Joan Pedersen.

Ved auktionens afslutning var der solgt værker for 61.150 kroner.

Alle værkerne var doneret kvit og frit af de bornholmske kunstnere. Pengene fra auktionen går ubeskåret til Børne Cancer Fonden.