Flugt fra folkeskolen

Bornholm ligger i top-tre, når det handler om antallet af elever, der skifter folkeskolen ud med en privatskole. Det viser et notat fra undervisningsministeren.
Med kun 68 procent af skoleeleverne i folkeskolen indtager Bornholm en tredjeplads i statistikken over, hvor mange elever der går i folkeskole. I 2016 gik blot 68 procent således i offentlige skoler - ni procent færre end i 2011.

Det viser et notat som Altinget.dk, der beskæftiger sig med politik, har fået fra undervisningsminister Merete Riisager.

Ifølge Steen Ebdrup, der er chef for Center for Skole, skyldes det at sammensætningen af skoler har ændret sig markant:

- Man har nedlagt offentlige skoler i en lind strøm. Samtidig er der dukket nye private skoler op, eller også har de eksisterende haft kapacitet til at optage flere elever, siger Steen Ebdrup til Altinget.dk.

Top ti kommuner, der har oplevet størst procentvist fald i elever på kommunale skoler (2011-2016):

1. Halsnæs -12 procent (91 til 79 procent)
2. Stevns -11 procent (84 til 73 procent)
3. Bornholm -9 procent (77 til 68 procent)
3. Ringsted -9 procent (82 til 73 procent)
5. Billund -8 procent (92 til 84 procent)
5. Vordingborg -8 procent (83 til 75 procent)
7. Hjørring -7 procent (86 til 79 procent)
7. Sønderborg -7 procent (84 til 77 procent)
9. Morsø -6 procent (75 til 69 procent)
9. Ærø -6 procent (89 til 83 procent)