340.000 til Gæstgiveren

Bornholms lokale spillested Gæstgivergården i Allinge modtager godt 340.000 kr. fra Tuborgfondet Musikhjælp.
Gæstgivergården i Allinge har modtaget penge fra Tuborgfondet Musikhjælp. Pengene skal være med til at forbedre musikoplevelsen for gæster såvel som musikere, lyder det i en pressemeddelelse.

Musik har altid været en del af Tuborgfondets DNA, og hvert år uddeler fondet millioner af kroner til musik, og det er der en særlig grund til, fortæller fondets direktør Anne-Marie Skov:

"Musik samler mennesker, skaber glæde og samhørighed, og det er netop fællesskabet omkring musikken, som er vigtigt for Tuborgfondet. De lokale spillesteder samler lokalbefolkningen og er med til at skabe et aktivt lokalmiljø," siger hun.

Det er en jury med en faglig baggrund indenfor lyd og akustik, som har kvalificeret de mange ansøgninger, og indsnævret feltet, mens det er Tuborgfondets bestyrelse, der har truffet den endelige beslutning om, hvilke spillesteder, der modtager en bevilling.

Når Gæstgivergården er et af de udvalgte steder, er det fordi, der leveres et, om dog sæsonpræget, meget stærkt og alsidigt sommerprogram, der understreger et effektivt og ambitiøst team. Hidtil har spillestedet lejet udstyr, men med bevillingen kan de købe deres eget til gavn for både teknikere, kunstnere og publikum. Gæstgivergården har de seneste år haft mange store, danske navne på scenen og drømmer med de forbedrede lydforhold om i fremtiden at få besøg af flere udenlandske kunstnere.

Også Gæstgivergårdens Henrik Lehmann og Malene Botoft er ekstremt begejstrede:

- Vi ser støtten som et dejligt skulderklap og er meget stolte og beærede. Vi glæder os til fortsat at kunne være med til at gøre en forskel på Bornholm. Med hjælpen fra Tuborgfondet kan vi fremover optimere oplevelserne for vores gæster. Med det nye anlæg kan vi retningsbestemme lyden mere præcist og raffinere musikoplevelsen på Gæstgiveren, så følelsen bliver endnu mere tæt og intim.


Fakta om Tuborgfondet Musikhjælp – Den Gode Lyd:

• Puljen er en del Tuborgfondets nye initiativ Tuborgfondet Musikhjælp. Et bredt program der skal være med til at gøre den danske musikscene endnu mere velspillende og meget mere mangfoldig.
• Der uddeles i alt 2,5 mio. kr. til 20 spillesteder fordelt over hele Danmark.
I alt 62 spillesteder søgte puljen, og til sammen søgte de om støtte for knap 13 mio. kr.
• Tuborgfondet er en del af Carlsbergfondet, og får midlerne til uddeling fra overskuddet af salget af Tuborg- og Carlsberg produkter i Danmark og resten af verden.