Peter Madsens ankesag berammet til september

Statsadvokaten for København oplyser, at ankesagen mod Peter Madsen vil finde sted i september måned.
Ankesagen mod Peter Madsen er tirsdag blevet berammet til hovedforhandling i Østre Landsret. I alt skal retten bruge tre dage på at afgøre Madsens skæbne: Det drejer sig om 5., 12. og 14. september 2018, oplyser Statsadvokaten i København.

Østre Landsrets opgave bliver alene at udmåle straffen til den 47-årige ubådskaptajn.

For selv om Madsen kategorisk har nægtet det bestialske drab på svenske Kim Wall, har han valgt at acceptere byrettens afgørelse om, at han er skyldig.

Derfor er håbet alene, at dommerne i landsretten vil straffe forbrydelsen mildere end Københavns Byret. Her valgte domsmandsretten 25. april at idømme Madsen landets strengeste straf: fængsel på livstid.

Under sagen i byretten forklarede Madsen, at 30-årige Wall døde som følge af en ulykke om bord på ubåden "UC3 Nautilus" om aftenen 10. august 2017.

Men den forklaring valgte byretten at forkaste som en løgn.

I stedet fandt retten det bevist, at Peter Madsen nøje planlagde og forberedte mishandlingen og drabet på sin svenske passager.