Stadig mulighed for overnatning under Folkemødet

Har du lige besluttet dig for at besøge Bornholm under Folkemødet, så er der stadig mulighed for at få et sted at sove - bare ikke i Allinge.
Destination Bornholm har offentliggjort en liste over steder, hvor det er muligt at overnatte under Folkemødet.

Hele Bornholm med undtagelse af Allinge er repræsenteret på listen.

- Det, vi gerne vil signalere, er, at alle, der vil, kan komme til Folkemødet, siger presseansvarlig i Destination Bornholm, Helle Mogensen, med henvisning til, at det altså stadig er muligt at få et sted at bo.

Det er dog ikke noget nyt, at der dukker overnatningsmuligheder op på øen så tæt på Folkemødet.

- Det er det samme mønster hvert år. Der er nogle, der bliver syge, eller nogle der har booket for meget, og som så afbestiller, fortæller Helle Mogensen.

Helle Mogensen kan ikke sige præcis, hvor meget der er ledigt, da det hele tiden skifter.