Dansk Skoleidræt og DGI Bornholm i ny aftale

Formanden for Dansk Skoleidræt Bornholm og direktøren for DGI Bornholm har i dag underskrevet en ny samarbejdsaftale mellem de to organisationer.
Dansk Skoleidræt Bornholm og DGI Bornholm har i dag indgået en ny samarbejdsaftale. Det oplyser de to forbund i en pressemeddelelse.

I den nye aftale konkretiseres de aktiviteter, de to organisationer vil samarbejde om de kommende skoleår, 2018-2020.

Samarbejdsaftalen betyder, at:

- DGI Bornholm står for afviklingen af arrangementerne ”Leg og bevægelse” for øens 2.klasser, ”Badmintontræf” for 3. årgang samt ”Dans og udtryk” for 9.

- DGI Bornholm tilbyder de bornholmske 5.klasser et hytteturs-forløb kaldet ”Give me five”.

- De to organisationer fremover vil samarbejde om idrætsrelaterede kurser, som både tilbydes de bornholmske lærere og de bornholmske foreningers trænere og ledere.

Aftale vækker begejstring
Den nye aftale vækker glæde i begge lejre.

- Vi er rigtig glade for det samarbejde, vi har haft med DGI Bornholm gennem de seneste år, hvor de har stillet sig til rådighed med idrætsaktiviteter ved flere af vores arrangementer. Senest ved Skolernes Forårsfestival, hvor vi havde godt 2.000 af øens skolebørn i gang med leg, bevægelse og teambuilding. Her var DGI Bornholm én af vores vigtige samarbejdspartnere, understreger formanden for Dansk Skoleidræt Bornholm, Morten Jørgensen Hulgaard.

Han bakkes op af direktøren for DGI Bornholm:

- For os er det helt naturligt, at intensivere samarbejdet med Dansk Skoleidræt på Bornholm. Der er lavet en associeringsaftale på landsplan mellem Dansk Skoleidræt og DGI, og den vil vi gerne konkretisere med at beskrive, hvad vi lokalt gør på Bornholm. Vi har et fælles mål om at få flest børn ud at bevæge sig, fortæller direktøren for DGI Bornholm, Karen-Margrethe Hansen Bager.