Naturstyrelsen undersøger områder ved Ekkodalen

Naturstyrelsen er gået i gang med at undersøge muligheden for et stort naturgenopretningsprojekt ved Ekkodalen.
Hvis man besøger fugletårnet i Kærgårds Mose i øjeblikket, vil man ikke kunne undgå at se, at der stikker hvide plastikrør op rundt omkring i landskabet ved Kærgårds Mose og Vallensgårds Mose.

Rørene er opsat af Naturstyrelsen og bruges bl.a. til at måle vandgennemstrømning i de vandløb, der har forbindelse til moserne, ligesom vandkvaliteten måles.

Registreringerne skal bruges til at planlægge, hvordan man kan genetablere vådområdet Vallenskær, som - inden det blev drænet - var Bornholms største indsø.

Regeringen har nemlig bedt Naturstyrelsen om at undersøge muligheden for at gennemføre et stort naturgenopretningsprojekt omkring netop Vallensgårds Mose og Kærgårds Mose sydvest for Ekkodalen.

Projektet skal omdanne den agerjord, der altså engang var Bornholms største indsø, til et nyt vådområde, som vil ligge i forlængelse af Ekkodalen i et område, hvor der i dag er privatejet agerjord.

- Vi skal sikre os, at naturgenopretningsprojektet bliver et plus for dyr, planter og besøgende og ikke påvirker naboer eller naturværdier negativt. Derfor er det nødvendigt, at vi danner os et billede af det nuværende vådområde, så vi kan planlægge projektet bedst muligt, forklarer Dorte Bugge Jensen, biolog ved Naturstyrelsen Bornholm, på styrelsens hjemmeside.

Målingerne fortsætter indtil sommeren 2019, men allerede efter sommerferien vil Naturstyrelsen udsende et ideoplæg til naturgenopretningsprojektet Ekkodalens Moser. Derudover vil styrelsen holde et borgermøde, hvor interesserede kan høre om projektet og komme med input.

Det indsamlede materiale skal bruges som grundlag for en miljøkonsekvensrapport, som udarbejdes i samarbejde med Miljøstyrelsen.

Genetableringen af Ekkodalens moser afhænger fortsat af, at der kan opnås aftaler med projektområdets lodsejere.