Baltops er nået til Bornholm

Den årlige flådeøvelse i Østersøen, der bliver holdt for 46. gang med deltagelse af den amerikanske 6. flåde slutter traditionen tro af omkring Bornholm.
43 flådefartøjer fra Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Tyskland, Letland, Litauen, Holland, Norge, Polen, Rumænien, Spanien, Sverige, Tyrkiet, Storbritannien og og USA rykker i den kommende uge sammen og lægger ring om Bornholm. Det sker i dagene inden Baltops 2018 slutter af den 15. juni.

I farvandet omkring Bornholm skal de deltagende skibe ifølge U.S. Navy øve blandt andet minebekæmpelse og fjernelse af sprængladninger. Der vil deltage både fly og helikoptere.

I går skulle flådefartøjerne også øve et flystyrt, hvor en pilot skulle findes og reddes i land. Desuden blev der trænet evakuering af mange tilskadekomne, hvor den danske fregat Niels Juel spillede en central rolle.

I de kommende døgn vil der således være en del militær aktivitet på og omkring Bornholm.

Billedet er taget forleden da samtlige deltagende flådefartøjer lagde sig i en konvoj med kurs mod den vestlige Østersø.