17 procent færre på kontanthjælp på Bornholm

Bornholm har i løbet af et år fået cirka 150 færre indbyggere, der er på kontanthjælp. Det er et af de største fald i Danmark.
Der bliver fortsat færre personer på overførselsindkomst i Danmark.

Det seneste år er der blevet 15.200 færre modtagere af kontanthjælpsydelser. Det viser en opgørelse til og med marts fra Danmarks Statistik.

Kontanthjælpsydelser er en samlet betegnelse for ydelserne kontanthjælp, uddannelseshjælp, integrationsydelse, revalidering og særlig støtte.

Der var 146.900 modtagere af kontanthjælpsydelser i marts. Det er ni procent færre end i marts 2017. På Bornholm var der 910 modtagere af kontanthjælp, hvilket er 153 færre end for et år siden. Faldet er på 17 procent, hvilket er det sjette største fald i hele landet.

Ifølge cheføkonom i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd Erik Bjørsted skyldes faldet, at der er gang i dansk økonomi.

- Det er en glædelig udvikling, som vi først og fremmest kan takke de gode tider i dansk økonomi for.

- De gode tider giver håb om, at antallet af kontanthjælpsmodtagere kan blive reduceret yderligere - især hvis der bliver lidt rift om arbejdskraften, skriver han i en kommentar.


REGIONALFAKTA: Her får færre kontanthjælp

I parentes er angivet det faktiske antal personer, der modtog en eller flere kontanthjælpsydelser i marts 2018.

1. Lemvig: -23 procent (314).
2. Lejre: -22 procent (355).
3. Skanderborg: -20 procent (794).
4. Greve: -18 procent (645).
5. Furesø: -18 procent (573).
6. Bornholm: -17 procent (910).
7. Stevns: -17 procent (603).
8. Allerød: -16 procent (277).
9. Brønderslev: -16 procent (835).
10. Morsø: -16 procent (395).

Kilder: Danmarks Statistik og Ritzaus Bureau