Ailefo: Nu kan vi lege med de store drenge

Den bornholmske modellervoksvirksomhed, Ailefo, har efter lang ventetid modtaget en maskine fra Kina, der kan lave modellervoks.
Siden februar har den bornholmske modellervoksvirksomhed, Ailefo, ventet på at modtage en maskine fra Kina, der kan lave modellervoks. I dag kom pakken.

- Det kommer til at betyde, at vi kan vækste noget mere. Nu kan vi gå ud og lave noget samarbejde med distributører, som vi ikke har kunnet før. Så vi kommer til at kunne lege med nogle lidt større drenge fra nu af, og det bliver enormt spændende og sjovt.

Det fortæller Christiane Larsen, der ejer Ailefo.

Virksomheden, der siden sommeren 2016 har produceret økologisk modellervoks, har allerede fået så stor succes i både ind- og udland, at produktionen af modellervoks i marts rykkede fra Christiane Larsens egen privatadresse til nye og større lokaler i Rønne.

Tidligere tog det fire timer for Christiane Larsen at producere omkring 16 kilo modellervoks, men med den nye maskine bliver det muligt at producere omkring 75 kilo modellervoks på kun 20 minutter.