Politiskib er ankommet til Rønne Havn

Skibet hvor politiet skal overnatte er i dag ankommet til Rønne Havn.
Politiets løsning på overnatnings-problemet for de mange betjente, der kommer til Bornholm, er igen i år et skib. Skibet er her til morgen ankommet til Rønne Havn.

Skibet Politiet skal bo under Folkemødet hedder Viking Cinderella. Samme skib som politiet også havde lejet i 2016.

- Det har jo været i udbud, og så vælger vi jo dem, der kommer prisen nærmest og i øvrigt opfylder de kriterier der er i udbuddet, siger Mikael Schollert, kommunikationsansvarlig hos Bornholms Politi.

Som vi kunne berette i går, bad TV 2/Bornholm i 2016 efter aktindsigt, og det viste sig, at den samlede omkostning på politiskibet var 11 mio. kr.

I 2017 havde politiet lejet en hotel-platform, men nu er krydstogtskibet tilbage i Rønne. Og det giver politiet en fordel at være samlet på ét sted.

- Briefinger og debriefinger er jo nemme at afholde. Skibet har nogle store konferencelokaler og auditorier, og der kan vi samle alle mand. Så store er deres auditorier. Det er en nem måde at få talt med alle på. Både før og efter operationen, siger Mikael Schollert.

Politiet har igennem årene aldrig ønsket at oplyse, hvor mange betjente der er på Bornholm under Folkemødet. Svaret er, at der er nok.

- Normalt oplyser politiet aldrig, hvor mange ressourcer man sætter ind. Det skyldes, at hvis man har en eventuel modstander, så kan de ikke tage højde for, hvor mange vi er, forklarer Mikael Schollert.

Viking Cindarella er 191 meter lang og bygget i 1989. Det har 2500 senge ombord.