FM 2018: Folk valfarter til øen

Mange tusinde mennesker sætter i disse dage kursen mod Bornholm.
Det kommer næppe som den store overraskelse, men Færgen og flyselskabet DAT har i disse dage særdeles travlt på deres respektive forbindelser til Bornholm.

Hos Færgen har man ikke tal på, helt præcist hvor mange passagerer, færgerne fra Ystad har med på hver af de seks daglige afgange. Det skyldes ifølge presseansvarlig Annette Timmermann, at rederiet ikke på forhånd ved, nøjagtig hvor mange passagerer hver enkelte bil har med.

Men et realistisk slag på tasken er, at der i dag og i morgen, torsdag, samlet set sejles 20.000 mennesker til øen.

- Jeg regner med 10.000 passagerer per dag onsdag og torsdag, og det er, hvad jeg vil kalde et konservativt gæt, forstået på den måde, at vi går ud fra, at der er 1250 med Leonora Christina og 900 med Villum (Clausen, red.) på hver afgang, på trods af at der sagtens kan være flere med, lyder det.

Proppede propelfly
Også hos flyselskabet DAT har man travlt med at få transporteret folk tværs over Østersøen.

Alene i dag fragtes der 1254 passagerer fra Københavns Lufthavn til Rønne, og i løbet af folkemødedagene flyver selskabet samlet set i omegnen af 6000 mennesker til Bornholm - heraf kommer de 5000 fra Kastrup.

Til sammenligning blev der sidste år transporteret 18.500 mennesker til øen med fly og færger i løbet af onsdag og torsdag.

Både hos Færgen og hos DAT er der dog fortsat lidt ledige billetter at få, hvis man er hurtig.

- Det ændrer sig rigtig meget i disse dage, fordi rigtig mange folk lige nu afbestiller og ombooker i stor stil. Men som det ser ud lige nu, er der faktisk ledige billetter på alle vores afgange torsdag på nær den kl. 14.30, så hvis man gerne vil med til Folkemødet, men ikke har fået bestilt, så er det altså ikke helt umuligt, siger Annette Timmermann, presseansvarlig ved Færgen.

Du kan se, hvilke flyafgange, der fortsat har ledige sæder til og fra Bornholm, i linket under artiklen.