Bilfrit Store Torv skaber bekymring

De forretningsdrivende på og omkring Store Torv i Rønne frygter, at det bilfrie torv vil betyde færre kunder
Der er lige nu lukket for al biltrafik på Store Torv i Rønne. I første omgang er det en forsøgsordning på tre uger. De forretningsdrivende er slet ikke vilde med ideen.

Det bilfri Store Torv startede i mandags, og enkelte forretninger kan allerede nu mærke forskellen fra før:

-Bare alene de første fem dage i denne uge har jeg tabt 10 procent af omsætningen i forhold til sidste år, fortæller købmand Susanne Wridt, MENY.

Cirka samme billede har man i pølsevognen på torvet:

-Jeg føler personligt, at omsætningen er gået ned. I hvert fald 10 til 15 procent, siger Sabine Andersen, pølsevognsejer.

I handelsstandsforeningen er man stadig meget åbne for at se på, om Store Torv i Rønne skal gøres bilfri permanent. Men man er ikke klar til det endnu:

-Byen skal trafikmæssigt være ordentligt indrettet til at lukke torvet af. Og det er det ikke i dag, siger formanden for Rønne Handelsstandsforening, Jan Bidstrup.

Søndag den 22. juli er sidste dag i denne omgang med bilfrit Store Torv i Rønne.