Landmænd skal være opmærksomme på brandfare

Bornholms Brandvæsen opfordrer landmænd til at passe på, når de høster. Mejetærskere kan nemlig antænde den tørre vegetation.
Det er ikke kun privatpersoner, der skal være opmærksomme under tørken. Det skal landmændene også.

- Vi (Bornholms Brandvæsen, red.) er lige nu opmærksomme på, at landbruget er gået i gang med at høste - selvom det måske bliver en mager høst - og det udgør selvfølgelig også en risici, siger beredskabsinspektør i Bornholms Regionskommune, Michael Grønbech-Dam og fortsætter.

- Vi kan kun indskærpe, at man er forsigtig derude og har en slukker med på mejetærskeren. For bare en lille sten eller en lille gnist kan tænde en stor brand.

Det nuværende afbrændingsforbud gælder til mandag, men som det ser ud nu, regner Bornholms Brandvæsen med at forlænge forbuddet frem til den 23. juli. Den endelige udmelding kommer mandag.