Flere tager toget over Øresund igen

Pendlere og andet godtfolk er begyndt at tage toget over Øresund igen. Blandt andet fordi ID-kontrollen er blevet mere effektiv.
Antallet af togrejsende over Øresund steg med omkring 500 personer om dagen svarende til en stigning på to procent set over årets første fem måneder.

Det oplyser News Øresund.

Ifølge Skånetrafiken har en række faktorer medvirket til stigningen. ID-kontrollerne i Københavns Lufthavn er sløjfet, mens grænsekontrollen i Hyllie går hurtigere. Den svage svenske krone gør det mere profitabelt for danskere at handle i Skåne, og det samme gælder for skåninger, der arbejder i Danmark. I maj hjalp VM i ishockey også til at flere rejste med toget over Sundet.

I løbet af januar-april i år rejste der i gennemsnit 28.000 personer om dagen med Øresundstoget mellem Danmark og Sverige. Samme periode 2017 lå tallet på 27.500 om dagen. I løbet af maj var der 32.000 passagerer om dagen sammenlignet med 31.500 passagerer i maj 2017.

Også togpendlingen stiger igen siden ID-kontrollerne i Københavns Lufthavn stoppede i maj forrige år, og tiden brugt på grænsekontrol i Hyllie af ankommende tog fra Danmark er forkortet til seks minutter.

Andre årsager til den stigende togpendling er højkonjunkturen med en voksende mangel på arbejdskraft i Danmark i kombination med at den svenske krone står svagt, gør det mere profitabelt at arbejde i Danmark og få løn i danske kroner.

(News Øresund)