Modstand mod nyt skur på havn

I forbindelse med en ny udeservering på Gudhjem Havn bygges et skur. Og det er der modstand mod i Gudhjem.
Initiativtagen til en ny udeservering på Gudhjem Havn får i disse dage opført et lille hus, eller måske nærmere et skur, på havnen. En hurtig rundspørge i Gudhjem tirsdag viste, at der er langt mellem de, der støtter det nye skur på havnen. TV 2/Bornholm fandt faktisk ikke en eneste.

Det var tirsdag heller ikke muligt at få en kommentar fra Gudhjem By- og Mindeforening.

I kommunen er man nu ved at klarlægge, om skuret skal have lov til at blive. Tirsdag var lederen af Veje, Havne og Beredskab i regionskommunen, Palle Kreutzberg Tourell i Gudhjem for at se på sagerne. Han er usikker på, om skuret får lov til at blive stående, hvor det nu er ved at blive opført:

-Det kunne jeg være lidt i tvivl om. Hvis det kræver en tilladelse efter planloven, så tager det altså noget tid. Og så bliver det ikke i år.

Bjarke Clausen, der står for den nye udeservering og skuret, ville tirsdag gerne citeres for følgende:

"Projektet på Gudhjem havn udføres indenfor rammerne for "Opførsel af inventar" - herunder åbne bar og skranker.
Retningslinjerne er udstukket af BRK og gældende for alle Bornholmske havne.
De er godkendt af BRK´s ledelse og meddelt mig tilbage den 1. marts 2018.
Det er det jeg forholder mig til og arbejder ud fra".