Bopælspligt håndhæves: 150 boligejere er kontaktet

Kommunen har nu skrevet brev til 150 husejere, hvor der er tvivl om, hvorvidt de overholder bopælspligten eller ej. Byforeningsformand er "utrolig glad".
Det kunne være dejligt med et sommerhus i Allinge, Gudhjem eller Svaneke, men den går ikke - for her er der bopælspligt, ganske som i byerne Rønne, Aakirkeby, Nexø, Hasle og Klemensker.

- Vi har nu sat et par jurister i gang med at skrive breve ud til de husejere, hvor vi er i tvivl om, hvorvidt de overholder bopælspligten eller ej, fortæller Steen Birkedal, chef for kommunens Center for Erhverv, Byg og Sekretariat.

Foreløbig er der sendt 150 breve ud til husejere i henholdsvis Allinge, Gudhjem, Svaneke og Melsted, hvilket glæder byforeningsformanden i Svaneke:

- Det er vi utrolig glade for. Vi har været ret spændte på, hvor alvorligt kommunen ville gøre noget ved det, for indtil nu er det gået ret langsomt med at realisere deres egne mål, siger Henrik Søby.

At de 150 breve lige netop er sendt ud til husejere i byerne Allinge, Gudhjem, Svaneke og Melsted er der en årsag til.

- Det er klart fra de byer, at vi fået flest henvendelser, siger Steen Birkedal og tilføjer:

- Og så har vores tilgang været - lad os dykke ned i problemet der, hvor det tilsyneladende er størst.

Hør et par af de forklaringer, som de pågældende 150 husejere har. Se nyhederne kl. 19:30.