48-årig knallertfører styrtede i påvirket tilstand

En knallertfører med for meget spiritus i blodet væltede lørdag i rundkørslen ved Nordre Kystvej i Rønne.
En 48-årig knallertkører forsøgte lørdag 8. september at komme helskindet hjem til sin bopæl i Rønne, selvom han havde indtaget for meget spiritus.

Det lykkedes dog ikke, idet han væltede i rundkørslen ved Nordre Kystvej og pådrog sig skader i skulderpartiet. Det skriver Bornholms Politi i døgnrapporten.

Knallerten manglede desuden både registrering og forsikring, og knallertkøreren havde ikke kørekort til knallerten. Der venter nu et retsligt efterspil, som på grund af de mange overtrædelser formentligt kommer til at koste dyrt.