Passagerforeningen: Mange spørgsmål melder sig

Mange spørgsmål mangler svar, når det kommer til Bornholmslinjens besejling af Bornholm. Det mener Passagerforeningen forud for mandagens møde i trafikkontaktrådet.
Mandag mødes trafikkontaktrådet med Bornholmslinjen, hvor selskabet skal give en orientering til rådets medlemmer.

Forud for mødet har borgmester Winni Grosbøll blandt andet meldt klart ud, at bornholmerne skal have en erstatningsfærge, der duer, når der er dårligt vejr, men det kan ifølge Passagerforeningens formand, Ann Hartl, være lettere sagt end gjort at få løst.

- Problemet er, at kontrakten med selskabet siger, der må gå op til seks timer, før erstatningsfærgen sættes ind. Så det afhjælper ikke de problemer, jeg har oplevet, siger Ann Hartl.

Forud for mandagens møde har formanden også forberedt en række spørgsmål - hun har spurgt medlemmerne, hvilke forventninger de har til mødet.

- Vi skal have selskabet til at forstå, at der er altså nogle problemer, som er meget vigtige for os at få løst og få løst hurtigt. Lige nu og her handler problemer om regularitet og priser, pendlerordninger, og at man ikke føler sig tryg ved færgen, fortæller hun.

Ann Hartl og Passagerforeningens håb er, at parterne kan nå til enighed om en ny model.

- Vi skal have fundet en model, så vi får besked om ændringer i sejlplanen i god tid og at det koordineres med alle, både bus og tog. Så ingen passagerer bliver efterladt, siger hun.

Hun maner dog til besindighed over for mødet på mandag. De mange udfordringer bliver ifølge hendes overbevisning ikke løst dér.

- Jeg kan være bekymret for, at folk forventer, der sker mirakler på mandag. Det tror jeg næppe, kommer til at ske, siger Ann Hartl.

Efter mødet i Trafikkontaktrådet vil Bornhomslinjen holde et pressemøde klokken 13.00. Det transmitteres her på TV 2/Bornholm.