Clemmensen: Skøjtebanen skal op i år

Det bliver muligt at stå på skøjter på Store Torv i Rønne denne vinter. Det lover idrætsinspektør Carsten Clemmensen.
De sidste år har skøjtebanen på Store Torv i Rønne glimret ved sit fravær, men sådan kommer det ikke til at gå i år.

- Den skal op. Nu har vi fået den repareret med hjælp fra Brødrene Larsens Legat. Derfor skal den op. Jeg skal finde de penge, siger idrætsinspektør i Bornholms Regionskommune, Carsten Clemmensen med henvisning til, at han lige nu arbejder på at skaffe de sponsorer, der skal til.

- Responsen har været positiv fra dem, vi har henvendt os til, som tidligere har været sponsorer. Nu bliver det lidt sværere, for vi skal også finde nogle nye sponsorer, siger Carsten Clemmensen.

Men penge er ikke det eneste, det kræver, hvis isen skal fryse på skøjtebanen.

- Det, der kan drille os, er vejret - altså at det bliver for varmt. Vi skal ned og have en gennemsnitstemperatur på ikke over 7 grader, siger Carsten Clemmensen.

I håb om at pengene kommer ind, og det bliver koldere i vejret, har idrætsinspektøren bedt om at få reserveret torvet fra sidste uge i november.

Skøjtebanen vil dog først blive sat op, når det er koldt nok. Den er nemlig sårbar uden is på.