Multihuset får bred opbakning

Et ønskescenarie. Så kontant er udmeldingen fra formanden i Multihuset i Østerlars efter at kommunens samarbejdsaftale med huset ser ud til at blive permanent.
Det er ikke den mest spændende tekst, men indholdet betyder alverden for folkene i og omkring Multihuset i Østerlars:

"Udvalget har drøftet de forskellige scenarier, men finder det ikke muligt at anvise en løsning inden for udvalgets økonomiske rammer. Udvalget anbefaler løsningsforslag model 1.

Sagen oversendes derfor til ØEUP og KB, med anbefaling om at godkende en vedvarende finansiering af driftsudgifterne til Multihuset."

Ordene stammer fra referatet af Natur- og Miljøudvalgets møde den 6. november, og betyder i alt sin enkelthed, at de indstiller til, at Multihuset får et varigt tilskud og kommer fast på budgettet.

- I aften springer champagnepropperne for det her er praktisk talt en blåstempling af Multihuset og det vi har kæmpet for, fortæller Lars Greve, formand for Multihuset i Østerlars, og fortsætter:

- Jeg ser det som 99% sikkert, at den indstilling bliver fulgt og kommunalbestyrelsen beslutter sig for at støtte os permanent.

En blivende aftale gør også, at Multihuset kan begynde at søge fonde til renovering og arrangementer. En mulighed, som var stærkt begrænset da husets fremtid var usikker.

Forsøgsperioden med Multihuset løb i første omgang 2 år og foreningen omkring Multihuset har løbende renoveret og vedligeholdt deres lokaler i den gamle skole i Østerlars.